Jiffy Group er en global virksomhed med hovedkontor i Nederlandene, og med lokationer i Nordamerika, Asien og Europa, herunder Danmark. Jiffy Group producerer bæredygtige løsninger til planteproduktion, og er kendt for deres høje grad af innovation og kundeservice.

Gennem årene er Jiffy Group især blevet kendt for deres ”Jiffy Potte”, som bruges til planteformering, og som skaber optimal beskyttelse af planternes rødder. Produktionen startede tilbage i 1950’erne, og potten er specielt blevet populær i Nordamerika og Europa. ”Jiffy Potten” produceres i Danmark, på deres fabrik i Ryomgård, hvor de favner over flere innovative og effektive produktionslinjer.

Linatech har samarbejdet med Jiffy Group igennem mange år, og vi er valgt som leverandør på grund af vores kvalitetsfokus og forståelse for de ønsker og krav, som Jiffy Group har til deres specialmaskiner. Linatech har flere gange produceret forenden til en pottemaskine, som er en del af en maskine i deres samlede produktionslinje. Denne pottemaskine-forende er designet sammen med Jiffy Group til produktion af potter i spagnum.

Linatech har i år produceret en maskine, som er videreudviklet i forhold til den oprindelige maskine fra 2011, og hvor kraftbehov og mål blev specificeret sammen med Jiffy Groups maskinspecialist. Maskinen erstatter en ældre maskine, hvor de bevægelige funktioner er opgraderet til elektrisk styrede servoløsninger. Det medvirker til at nedsætte støjniveauet, og dermed giver det et bedre arbejdsmiljø for maskinoperatøren.

Vi glæder os over det tætte og gensidigt værdiskabende samarbejde med Jiffy Group, og vi ser frem til at læse flere opgaver fremover.